Pelargonier - sydafrikaneren, der er blevet svensk
Dyrk pelargonier
Der er mange grunde til, at du bør dyrke pelargonier. Pelargonier er hårdføre og langlivede blomster, der trives i både krukker og blomsterbede. Enten kan du så pelargonier fra frø eller formere de pelargonier, du allerede har, med stiklinger.
Pelargonierne er en del af storkenæbfamilien, Geraniaceae, hvor vi også finder den vilde midsommerblomst og alle de storkenæb, vi har i blomsterbedene. Det er nok de sjove frøkapsler, der ligner et storkenæb, som har givet pelargonien sit navn. Pelargonium kommer fra det græske ord pelargos, der betyder stork.
Der findes mere end 250 arter i pelargonieslægten. Langt de fleste vildtvoksende pelargonier kommer fra Sydafrika. Der kan de danne rigtigt store buske, der vokser i bjergene og langs vejkanterne. Mange pelargonier er halvbuske, den nederste del af planten bliver træagtig og får hårde stængler, der overvintrer, mens de urteagtige skud visner om efteråret.
Pelargonie en samlerplante
Man bliver nemt forelsket i pelargonier, og mange bliver dedikerede samlere af forskellige sorter. Mange sorter er ikke i handlen, og måske er udvekslingen af stiklinger en af grundene til, at det er så sjovt at samle. Nogle gange dukker der virkelig gamle sorter op, såsom den fantastiske Jämtlandske 'Drottningminne' med dybe ceriserøde blomster med et strejf af hvide striber i midten af blomsten. Desværre fås den ikke som frø, men kun som stikling – hvis det lykkes dig at få fat i en.
Hovedårsagen til pelargoniers popularitet er nok, at de varierer så meget i udseende. De vilde arter har normalt hvide, lyserøde eller røde enkeltblomster i sammensatte klaser. Kultiverede pelargonier kan være enkelte, dobbelte eller fyldte i alt fra røde, hvide, gule, abrikosfarvede, lilla og pink nuancer.
Grupper og sorter af pelargonie
De fleste af de pelargonier, vi sår fra frø, er hybrider, krydsninger af flere vilde arter. Deres nøjagtige oprindelse er ofte vanskelig at bestemme. For at skabe orden blandt hybriderne er de blevet opdelt i forskellige grupper.
De fantasifulde zonalpelargonier
Den største gruppe af pelargoniehybrider er zonalpelargonier,Pelargonium x hortorum. Gruppen har fået sit navn efter de mange sorter, der indgår i den, som har en zone på bladet med en mørkere eller lysere farve, som vi for eksempel ser det hos F1 'Appleblossom Orbit'.
Blandt zonalpelargonierne er der så mange sorter, at der også er dannet undergrupper til inddeling af zonalpelargonierne. Undergrupperne er opkaldt efter sorternes fantasifuldt udformede blomster og blade.
Enkeltblomstrede pelargonier har blomster med fem kronblade, såsom den supersmukke 'Black Velvet Rose'. Æggeskalspelargonier har uregelmæssige pletter og striber på kronbladene, såsom sorten 'Divas Raspberry Ripple'. Stjernepelargonierne har lidt mere fligede blade og spidse kronblade i forskellig størrelse, der får dem til at se lidt pjuskede ud. 'Quantum Light Pink' har store lyserøde blomsterkugler mod de flerfarvede dekorative blade.
Vejrbestandige hængepelargonier
Hængepelargonie, Pelargonium peltatum, kaldes også for vedbendspelargonie, fordi de lidt kødfulde, saftige blade minder om vedbends. Hængepelargonien er ret vejrbestandig og bliver ikke grim af regnen. Stærk vind kan dog nemt knække de lange grene, så det er bedst at give dem et vindbeskyttet sted. De fligede blade på hængepelargonier har ligesom zonalpelargonierne en zone med afvigende farve et stykke inde på bladene. Der findes også varianter med brogede blade. Blomsterne har normalt vinrøde striber eller pletter på kronbladene. Også her findes der enkelte, halvdobbelte og dobbelte sorter i mange forskellige farver. Hvis det er svært at vælge farve, er 'Summertime Mix' med en dejlig blanding af lyserødt, hvidt og rødt en mulighed. Den tilhører også gruppen af kaskadepelargonier med ekstra rig blomstring.
Andre arter og sorter
Duftpelargonier er en stor gruppe med blandet oprindelse. Mange af de vilde pelargonier har karakteristiske dufte, nogle udsøgte, andre mindre velduftende. Den mest velkendte duftpelargonie er nok Dr. Westerlunds blomst, som siges at være helsebringende. Selvom de fleste i denne gruppe er citrusduftende, findes der duftpelargonier, som dufter af kanel, eukalyptus og pebermynte. Bladene er normalt dybt fligede, let luftige, og de kan også være flerfarvede. Blomsterne er derimod små, næsten uanseelige, men meget søde. Bladene fra duftpelargonier bruges til potpourrier, men også til te og som smagsgiver i bagværk, og blomsterne kan kandiseres til pynt.
Selv englepelargonierne har duftende blade, men de er små, næsten runde og lidt krøllede i kanterne. Blomsterne er små og enkle, men mange og to- eller flerfarvede. Hvis de jævnligt nippes i toppen, vokser de til små buske, men hvis de får lov til at vokse frit, bliver stilkene lange og hængende. De er ret vejrfølsomme og bør dyrkes under tag, hvis de skal holdes udendørs.
Former pelargonier med stiklinger
For det meste formeres pelargonier ved stiklinger. Stiklinger bør tages i foråret og forsommeren, når væksten er stærkest. Nip side- eller topskud af, der ikke blomstrer. Fjern de nederste blade, men lad mindst to være, og læg derefter stiklingen i en urtepotte med fugtig såjord. Stil potten i en plastikpose med åbningen opad, det gør det nemt at åbne lidt og lukke fugt ud og frisk luft ind. Stil gerne stiklingerne varmt, men ikke i brændende sol, så slår de hurtigere rødder. At de har slået rod, ses som regel, når der begynder at komme nye blade. Så er det tid til at løfte potten op af posen. Hold øje med jorden, den må aldrig tørre ud, men heller ikke være gennemvåd.
Forspiring af pelargonier
En anden sjov metode til at få mange pelargonier af samme sort på er at så dem. Da de tager lang tid om at vokse, bør pelargonier sås tidligt, gerne allerede i januar-februar. Også her skal det være potter, kummer eller en bakke, med gennemfugtet såjord. Dæk frøene med et meget tyndt lag vermiculit eller perlit, da de er lysspirende, og læg en fiberdug eller tyndt plastik med lufthuller hen over potterne. Nu skal frøene stå varmt, gerne over 20 °C. Det fungerer også fint at så i et lille minidrivhus, der stilles på en varmemåtte. Så snart de første blade begynder at titte frem, bør plastikken fjernes, da dryppende kondensvand er ødelæggende for små planter. Fiberdug behøver ikke fjernes. Nu er der brug for plantebelysning, lysstofrør eller andre energilamper, der kan hænge over krukkerne. Når de små planter har fået det tredje blad, er det tid til at omplante dem i separate potter med god pottemuld. Pelargonier kan lide veldrænet jord, groft grus eller lecakugler i jorden hjælper til. Man kan også købe speciel pelargoniejord og pelargonienæring. Lad dine stiklinger stå under lampen et stykke tid endnu. Først i april er der dagslys nok, forudsat at stedet er lyst, men lad dem ikke stå i kraftig sol fra syd, det kan nemt brænde bladene. Fortsæt med at holde jorden fugtig, men ikke gennemvåd og tilføj ekstra næring efter et par uger. Så snart risikoen for nattefrost er ovre, kan pelargonierne flyttes udenfor, men først efter at de langsomt har vænnet sig til det ved hærdning. Der vil være en del bæren ud om morgenen og ind om aftenen, men belønningen er pæne planter, der ikke holder op med at vokse.
Et år med pelargonier
Mange ser pelargonier som sommerblomster, der kasseres om efteråret. Andre kan lide at gemme dem til næste år, især hvis de er rariteter skaffet gennem venner og byttehandler. Pelargonier er så hårdføre, at det er meget nemmere, end det ofte bliver beskrevet. Efterhånden som dagene bliver kortere, og temperaturen falder, viser pelargonierne, at de går i dvale, ved at blomstringen aftager. Flere blade tørrer ind og falder af. Så er det tid til at tage dem ind. Er de store og buskede kan de klippes til, sunde skud kan bruges til stiklinger.
Balance mellem lys og vand om vinteren
Pelargonier vil stå køligt, men frostfrit og lyst vinteren over, men klarer sig også godt i et almindeligt vindue, især hvis man kan skrue ned for radiatorerne. En veranda, et sommerhus med lav temperatur eller hvorfor ikke trappeopgangens vindue er i øvrigt gode overvintringssteder for pelargonier. Jo køligere det er, desto mindre vand skal der til under vinterdvalen, men de skal ikke være helt tørre, en lille sjat vand hver anden uge burde række.
Genplantning af pelargonier om foråret
Pelargonierne viser, at foråret er på vej ved at skyde nye skud. Så er det tid til at genplante dem. Giv dem ny, frisk jord, gerne blandet med lecakugler eller grus i en lidt større urtepotte end den gamle. Ryst den gamle jord af rødderne og vær ikke bange for at skære grimme, mørke rødder og eventuel rodråd væk i bunden af jordklumpen. Få uger efter genplantningen kan planterne klippes til, hvis det er nødvendigt, og selvfølgelig kan nogle af de afklippede skud blive til nye planter. Når forårsvarmen stiger, vil pelargonierne gerne have mere vand, men husk deres afrikanske oprindelse, de trives bedst, hvis de får lov til at tørre lidt ud mellem vandingerne. Betydeligt flere pelargonier er døde af for meget vand end af for lidt. De tager taknemmeligt imod en dosis plantenæring i løbet af sommeren, hvor meget står på emballagen. Belønningen er sunde planter med masser af blomster. I slutningen af maj, begyndelsen af juni kan de flyttes ud. Til at begynde med skal de tages ind natten over, men så snart risikoen for frost er ovre, kan de stå udenfor døgnet rundt. De hårdføre pelargonier er ikke nøjeregnende, men ideelt set skal de stå i vandrende skygge, eller i hvert fald ikke i den varmeste sol i syd, hvis du vil have bladene til at holde sig rigtigt smukke.
Impecta Fröhandel
