Den gode efterårsjord
Efteråret er ikke kun afslutningen på en vækstsæson, men lige så meget begyndelsen på den næste. Hvis vi samarbejder med naturen i løbet af efteråret, lægger vi grunden til en sund og næringsrig jord i haven, på haveloddet eller i kolonihaven.
Forbedring af jorden om efteråret
- Til gavn for mikrolivet i jorden.
- Tag hånd om planteaffaldet i haven.
- Dæk bar jord.
- Dyrk med grøngødning.
- Begynd at kompostere.
Mikrolivet i jorden
Enorme mængder af bakterier, svampe og små insekter, såsom regnorme, bænkebidere, ørentviste og springhaler lever i jorden. De udgør mikrolivet i jorden, og deres eksistens og velvære er helt uundværligt for, at vi kan dyrke vores planter og afgrøder. Mikrolivet lever af at nedbryde dødt plantemateriale og døde insekter, og i processen er de med til at gøre næringsstofferne i det organiske materiale tilgængeligt for planterne. Det er også under nedbrydningen af organisk materiale, at jordens struktur forbedres, og humusindholdet øges.
Ryd op i haven med måde
Det føles godt at gå ind i vinterperioden med en have, der har fået en ordentlig overhaling. Men pas på med at rense haven for kviste, blade og andet plantemateriale. Ønsker du rene stier og en græsplæne fri for bladbunker, er det en glimrende idé at rive blade og kviste ind under buske, træer eller som dæklag i staudebedet. Alt det plantemateriale bliver en velsmagende efterårsbuffet for mikrolivet i jorden, og det vil langsomt nedbrydes til fin, ny muld.
Lad ikke efterårsjorden stå bar
I naturen trodser bar jord al sund fornuft. Næringsstofferne udvaskes fra bar jord til ingen nytte. Når køkkenhaven er høstet færdig, kan du trække toppene op sammen med rødderne og lade dem ligge som et beskyttende dæklag på jorden. Afklippet græs fra efterårets sidste slåninger kan også lægges på den bare jord. På den måde siver næringsstoffer ikke ud, desuden stiger jord- og næringsindholdet takket være det organiske materiale, der dannes, når det beskyttende dæklag nedbrydes af mikrolivet i jorden.
Dyrk med grøngødning
En smart, enkel og smuk måde at fremme mikrolivet i jorden og skabe god dyrkningsjord på længere sigt er at begynde at dyrke med grøngødning, der vendes ned i jorden i løbet af efteråret. Læs mere i: Begynd at dyrke med grøngødning
Begynd at kompostere
En kompost i haven er en fantastisk god og givende måde at tage sig af haveaffaldet på. Når man først er gået i gang med havekomposteringen, er det svært at se nogen grund til at stoppe. Læs mere i Lav din egen havekompost.
Ved at udnytte havens affald om efteråret og føre det tilbage til jorden på disse forskellige måder, skaber vi en god grobund for næste sæsons afgrøder, og vi skaber et bæredygtigt kredsløb i haven på længere sigt.