På udkig efter kæmpeærten!
Den 1. oktober 2009 besøgte vi (min mand, Jan og jeg) Solveig og Tommy Snarf i Andersbo, Bjursås for at se på gamle fine planter, blandt andet fra Rällsjö-Britta. Da vi skulle hjem, overrakte Solveig os en ærtestængel med et par meget store sukkerærter, som hun havde taget frem fra skabet, hvor de var hængt til tørre. De var noget ganske særligt. Se foto.
Solveig havde nogle år forinden fået ærterne af Olle Ridelius sammen med et brev, hvor afsenderen beder om, at ærterne bliver ført videre. Jeg fik også en kopi af brevet. På grund af sygdom har Olle ikke kunnet tage sig af sine ærter, men han synes, at disse ærter hører sammen med i brevet. Der er opstået en vis forvirring.
Solveig kalder ærten for "Kæmpeært fra Hälsingland", og det bliver jeg ved med at kalde den under den fortsatte dyrkning i Leksand i 2010. Den er meget kraftig og høj - 2-3 meter - har violette blomster, rødlige bladbunde og efterhånden mange store, søde og saftige sukkerærter. Gode at spise rå, selv når ærterne er blevet ret store. Ærtebælgene bliver 3 cm brede og 15-20 cm lange. Også velegnede at koge og fryse ned.
Frøene bliver gråblå med tendens til mørkere prikker og er let rynkede og flade. Ærten kunne formentlig klassificeres som" grå sukkerært".
I foråret 2011 blev jeg tilbudt at prøvedyrke en ært af Agneta Börjeson, dengang forperson i ærtesammenslutningen i foreningen Sesam, med det formål at blive "ærtekammerat". Ærten hedder Karlbyheden. Måske efter Karlsbyheden uden for Sundborn? Den viser sig at have en vildledende lighed med Kæmpeærten fra Hälsingland, men de to sorter holdes omhyggeligt væk fra hinanden og observeres.
De to ærter, brevet (som beskriver ærten godt) og flere samtaler med Solveig og Olle giver mig lyst til at blive ved med at finde ud af mere. Lena Nygårds har heller aldrig set ærten før, men har hørt om noget lignende, importeret fra Frankrig i begyndelsen af 1900-tallet måske. Olle fortæller i en samtale d. 1. august 2011, at ærten også tidligere skulle være fundet hos en ældre dame i Grangärde.
I løbet af 2012 fortsætter jeg med at dyrke begge sorter parallelt i Leksand. Ser og mærker ingen forskel.
I slutningen af juli besøger Lena Nygårds haven i Leksand, og kæmpeærten kommer igen på tapetet. Hvor ligger Råtallsvägen, hvor brevet blev sendt fra? Det eneste spor går over Eniro til Ludvika. Det har Olle Ridelius også tidligere foreslået. Jeg ringer til den person, der nu bor på Råtallsvägen 30, Siv Östberg. Vi har en hyggelig snak, men hun har kun boet i villaen i 6-7 år. Hun nævner også, at Olle R ringede for nogle år siden!
Efter en uge ringer jeg igen. Kan hun huske, hvem der boede i huset før? Hvad var efternavnet på Alida og Efraim, som underskrev brevet? Er der flere, der har boet i huset i mellemtiden? Hun ved det ikke. Men så læste jeg højt fra brevet om togfører Bergfält, der gav ærterne til Alida og Efraim i begyndelsen af 40'erne. Hun husker, at hun i sin ungdom gik i skole i Falun i en periode, og at en af hendes klassekammerater var datter af en togfører Bergfält, sandsynligvis i Ludvika! Hun lover at prøve at finde ud af mere og spørge gamle naboer. Altså endnu et fingerpeg om, at ærten kan komme fra Ludvika!
Ærtens færd giver mig ingen ro! Hvordan finder jeg ud af, hvor togfører Bergfält boede? Den 22. august 2012 ringer jeg til Thomas Rydin, der er involveret i Slægtsforskernes Hus i Leksand. Jeg rådes til at kontakte Trafikverket og få oplysninger fra de Svenske Jernbaners ansættelsesregistre fra 40'erne. Arkivcentret kan ikke hente noget uden personnummer. Jeg rådes til at ringe til biblioteket i Ludvika. Her burde være gamle telefonbøger fra 40'erne. Men nej, smidt ud ved flytning. Måske står der noget om togførere i bogen Järnvägsminnen 1952, men bogen findes ikke engang i fjernmagasinet.
Så falder det mig ind at ringe til Ludvika sogn. Måske er der spor efter både togfører Bergfält og Alida og Efraim på Råtallsvägen? Men kirken har ikke længere personlige dokumenter, der er ældre end 1992. Jeg rådes til at kontakte landsarkivet i Uppsala.
Efter et stykke tid ringer jeg igen til menigheden. Er togfører Bergfält på listen over de begravede? Og der er endelig bid! En togfører Birger Wilhelm Bergfelt ligger begravet i familiegraven i Ludvika. Født 1890, død 1945, begravet 1946. Han kan således have givet ærterne til Alida og Efraim i Ludvika i de første år af 40'erne, måske et par år før han døde.
Men hvad hed Alida og Efraim til efternavn? Ludvika kommune har ikke noget svar, men henviser til landinspektørens tinglysningsmyndighed. Her kan man oplyse, at Bror Bertil Fredriksson købte Råtallsvägen 30 d. 15. september 1973, men har ingen ældre oplysninger. Brevet fra Alida og Efraim, hvori de ønsker at bevare ærterne, er dateret 1. maj 1972. Det lyder sandsynligt, at de på det tidspunkt var ved at sælge deres hus.
Landinspektørens tinglysningsmyndighed råder mig til at ringe til rigsarkivet i Härnösand for at få fat i ældre oplysninger, og jeg får også et journalnummer. Hvilket ikke hjælper. Efter et par timer i telefonkøen hos både rigsarkivet og landinspektørkontoret d. 23. august har jeg en ejendomsbetegnelse på Råtallsvägen 30 og kommer med en forespørgsel om, hvem der ejede huset før 1973. Ventetiden på svar er omkring 2 uger!
Allerede efter et par timer ringer rigsarkivet med ønsker om yderligere oplysninger. Under samtalen får jeg at vide, at Gustav Efraim Andersson fik ejendomsretten til Råtallsvägen 30 i 1957, og at han derefter solgte ejendommen i 1973!
Så nu ved vi, at Alida og Efraim Andersson på Råtallsvägen 30 i Ludvika skrev brevet og bad om at få ærten bevaret d. 1. maj 1972, at de solgte huset i 1973, og at de modtog ærten af togfører Birger Wilhelm Bergfelt i Ludvika før 1945.
Den 24. august bekræfter Siv Östberg i en mail, at Alidas og Efraims efternavn var Andersson. Hun har også fundet ud af, at de solgte huset til en slægtning i 1973 og fortæller, at nu er der kun bærbuske og træer tilbage i haven.
Da Agneta Börjeson modtog disse notater, mente hun, at ærten kunne være gammel og af fransk oprindelse, fra 1800-tallet eller endnu tidligere, fra Carouby de Maussane i Avignon. Via Google finder jeg frem til en ejendommelig kæmpe sukkerært, Carouby de Maussane, Pisum sativum v. macrocarpon. Den har store ligheder, men også forskelle, såsom at på den franske sidder ærtebælgene parvis (ikke konsekvent parvis på den svenske), blomsterne folder sig ikke helt ud (det gør de på den svenske), smagen har efter sigende en vis bitterhed (den svenske er meget mild og sød).
Ved et besøg i Bergianhavens køkkenafdeling d. 30. august finder jeg Carouby de Mausanne, købt i 2009 fra frøfirmaet Graines Baumaux i Nancy, etableret i 1943. Den er dog ikke med på årets ærteliste. Når man taler med gartner Kaile Maide, er det tydeligt, at netop denne ært er så særlig, at der burde være en fællesnævner. Smagning og fotografering.
Carouby de Maussane er registreret på EU's sortsliste.
For at gøre en lang historie lidt kortere - i løbet af efteråret 2012 sker følgende: Sammen med Agneta Börjeson, Lena Nygårds og NordGen konkluderer vi, at kæmpeærten fra Hälsingland og Karlbyheden er identiske og giver den navnet Lokförare Bergfälts kæmpeært. Ærten er nu registreret og beskrevet hos Fröuppropet og NordGen og findes naturligvis også i Sesams register. Lena Nygårds skriver også om den i bogen “Klint Karin kålrot och mor Kristins böna - om Fröuppropets kulturarv”.
I somrene 2012-2013 opformerer jeg sorten på vegne af NordGen og paralleldyrker i år også lignende ærter, såsom Gigante Svizzero, Engelsk sabel og tre Carouby de Maussanne fra Runåbergs, Impecta og Graines Baumaux. Alle havde forskelle.
Lokförare Bergfälts kæmpeært er klart den højeste med op til 300 cm, har store elegante, rødviolette, fuldt åbnede blomster, lysegrønne blade, rødlige stængler, men har lidt blødere ranker end de øvrige. Ærtebælgene er de tidligste af de afprøvede sorter, og blomster og bælge fortsætter, blot i lidt mindre grad, med at udvikle sig langt ind i efteråret.
Med hjælp fra NordGen, som fandt kæmpeærten særegen, meget dyrkningsværdig og med en særlig historie, har den siden 2013 været registreret som amatørsort på den svenske sortliste hos Jordbruksverket.
Men historien slutter ikke her. Kan ærten have sin oprindelse i 'Grå Jätte', en grå sukkerært fundet i fire svenske frøkataloger 1876-1930 eller i 'Grå Jätte Sabel', som blev solgt af otte svenske frøfirmaer 1936-1948? Disse sorter er ikke længere tilgængelige. Eller…?
Så skete der noget uventet. I foråret 2018 begyndte kæmpeærten, som ikke er helt nem at få gode frø af, at leve sit eget liv. Den nåede hurtigt kultstatus og hos Tradera blev der solgt ærter for op til 80 svenske kroner pr. stk. Sensationelt - næsten på niveau med tulipanmanien, der rasede i 1600-tallet!
Artiklen er hentet fra bogen “Gråärter, rovor - och den älskade kålroten”.
Agneta Magnusson Kultur 2019
Leksand i marts 2020
Agneta Magnusson,
forperson for Sesams ærtesammenslutning
Impecta Fröhandel
